Om DTF mv.
Velkommen bag om den gule bold
Dansk Tennis Forbund, DTF, er den samlede idrætsorganisation, der arbejder for at styrke og udbrede tennissporten i Danmark og samtidig servicerer de mange tennisinteressenter i Danmark. Det sker med en bred vifte af aktiviteter på en række områder. DTF samarbejder med flere andre idræts- og tennisorganisationer, så her er først nogle linjer om, hvordan vi placerer os i det organisatoriske idrætsliv.
Samarbejdspartnere i Danmark
DTF hører som et specialforbund under paraplyorganisationen Danmarks Idræts-Forbund (DIF) sammen med 57 andre specialforbund i idrætsverdenen. Samarbejdet med DIF omhandler for eksempel uddannelse, ligesom de rådgiver specialforbundene i spørgsmål om eksempelvis lovgivning, sundhed og forsikring.
DTF’s samarbejde med eliteidrætsorganisationen Team Danmark koncentrerer sig om at fremme elitetennis. Team Danmarker med i planlægningen og udviklingen af eliteområdet, de rådgiver i for eksempel idrætsmedicinske spørgsmål, og de giver økonomisk støtte til talentudviklingen.
Og internationalt...
DTF samarbejder også med de to internationale tennisorganisationer, International Tennis Federation (ITF) og Tennis Europe – det europæiske tennisforbund.
ITF er den verdensomspændende organisation for alle de nationale tennisforbund, og DTF er også medlem. ITF står bag de store, årligt tilbagevendende holdturneringer som Davis Cup (herrelandsholdet) og Fed Cup (kvindelandsholdet), ligesom de står bag al international juniortennis, det vil sige juniorranglister og –turneringer på verdensplan. ITF er medarrangør af de fire grand slam turneringer, Australian Open, French Open, US Open og Wimbledon.
Tennis Europe er en regional del af ITF og arrangerer bl.a. de europæiske hold- og klubturneringer, og ikke mindst en lang række internationale tennisturneringer for de yngste juniorer, som DTF’s bedste juniorspillere aktivt deltager i.
Organisationen Dansk Tennis Forbund
Tennisarbejdet i Danmark sker helt overordnet på tre niveauer: på forbunds-, unions- og klubniveau. Den enkelte tennisklub er medlem af en af de fire regionale unioner, der igen er medlem af DTF. Unionerne er Fyns Tennis Union (FTU), Jyllands Tennis Union (JTU), Københavns Tennis Union (KTU) og Sjællands Tennis Union (SLTU).
UnionerneUnionerne tager sig af forskellige regionale opgaver for eksempel træningssamlinger, støtter den regionale klubudvikling, og så arrangerer de holdturneringen på niveauet fra unionsserie og nedefter.
Dansk Tennis Forbunds ledelse
DTF’s ledelse udgøres af en bestyrelse og en administration; den øverste myndighed i forbundet er dog generalforsamlingen, der afholdes hvert år i marts. På generalforsamlingen stemmes der på demokratisk vis om for eksempel forslag til ændringer i politik, strategi og satsningsområder. De stemmeberettigede på den årlige generalforsamling er repræsentanter fra klubberne, der via unionerne er medlem af forbundet. Klubberne har 1 stemme pr. påbegyndt 200 medlemmer. Unionerne kan ligeledes stemme; de har en stemme pr. påbegyndt 5000 medlemmer i unionen, ligesom de øvrige bestyrelsesmedlemmer har en stemme.
Bestyrelsen
DTF's bestyrelse består af 8 medlemmer, hvoraf de fire er unionsformændene fra de fire unioner (FTU, JTU, KTU, SLTU). Bestyrelsen har sit fokus på visioner, målsætninger og satsningsområder inden for DTF’s hovedområder, og den består af: formand Henrik Klitvad, næstformand Per Sørensen, kasserer H.C. Andersen og bestyrelsesmedlemmerne Anne von Glasow, Torben Brønner (FTU), Willy Håkonsson (SLTU), Boris Michailoff (KTU) og Peter Andresen (JTU).
Administrationen
DTF’s administration udfører de opgaver, der er fastlagt af bestyrelsen og på generalforsamlingen. Direktør Niels Persson leder administrationen. Han råder over en medarbejderstab på en bogholder, koordinatorer og fagkonsulenter, der hver især er specialist inden for ét af DTF’s hovedområder: klubudvikling, uddannelse, elite og turnering. Dorthe Bonefeldt, Mia Mønster og Lone Bech er koordinatorer og Anette Z. Mørck er bogholder. Line Lauridsen er klubudviklings- og uddannelseskonsulent, mens Lars Elkjær er aktivitetskonsulent ansat af JTU og DTF. Morten T. Damsgaard er turneringskonsulent og Sune Alenkær er chef for turnering og klubudvikling. Michael Tannis Beck er presseansvarlig. Mikkel Nørby er talentudviklingschef og Karina Ildor Jacobsgaard er juniorlandstræner.
Forbundets kommunikation varetages også fra Sekretariatet. Kommunikationsområdets grundlæggende idé er klar, præcis og troværdig kommunikation inden for vores organisation og med medierne, det vil sige internt og eksternt. Det betyder, at den enkelte tennisspiller, klubberne og unionerne skal have åben og let tilgængelig adgang til informationer, og at kommunikationen mellem de forskellige led i organisationen skal foregå nemt og professionelt.
Samarbejdet med medierne er vigtigt for at få en omfattende synliggørelse via dækning af landskampe, internationale turneringer og Danmarksmesterskaber.
Administrationen har kontorer i Idrættens Hus i Brøndby vest for København; her deler vi tag med DIF og Team Danmark og med langt de fleste andre specialforbund i idrættens verden.
Flere af administrationens medarbejdere arbejder dog uden for Idrættens Hus. Det gælder for eliteområdet, hvor talentudviklingschefen og juniorlandstræneren har kontorer og træningsfaciliteter på EliteCentret i Farum. Klubudviklingskonsulent Michael Grube Andersen og Aktivitetskonsulent Lars Elkjær arbejder også uden for Idrættens Hus, da de er bosat i henholdsvis Jylland og på Fyn.
Stabens arbejde foregår som nævnt inden for tre hovedområder: klubudvikling, elite og turnering. De forskellige områder beskrives hver for sig i de følgende afsnit, men de er ikke mere afgrænsede end, at man samarbejder på tværs om de mange forskellige arrangementer.
Klubudvikling
Området handler om udvikling af tennisklubber og af aktiviteter. Denne udvikling finder sted gennem initiativ og vejledning fra DTF’s klubudviklingskonsulenter. De samarbejder med DIF, klubber og unioner om at udvikle og fastholde tennisaktiviteter og tilbud, der støtter medlemmernes livslange tennisdeltagelse såvel som hvervningen af nye tennisspillere. Klubudviklingen danner grobund for et tennismiljø i klubberne, der både socialt og spillemæssigt skal være udviklende og spændende. Der er altså tilbud til alle målgrupper i tennisklubberne – til børn, unge, voksne, til ældre og til nye klubmedlemmer.
Uddannelse er også en del af klubudviklingsområdet. Udgangspunktet er at uddanne trænere og klubledere til at varetage de mangeartede opgaver i tennisklubberne. Man kan uddanne sig til træner og dermed træne spillere på forskellige niveauer fra begyndere over børn til elitespillere. Klubledere kan tage kurser i for eksempel klubudvikling, tilegne sig ledelsesværktøjer og deltage i erfaringsudveksling til fordel for tennisklubbens medlemsskare.
Elite
Eliteområdet handler om talentudvikling af tennisspillere for på længere sigt at kunne sikre flere danske spillere på internationalt topplan. Talentudviklingen tager udgangspunkt i den enkelte spiller med etiske og sociale aspekter for øje, og samtidig gives gode trænings- og turneringsvilkår, så tennistalentet får muligheden for at udvikle sig til internationalt niveau.
EC's trænere udtager de bedste juniorspillere fire juniorlandshold, ét for hver af aldersklasserne: U12 (det vil sige spillere under 12 år), U14, U16 og U18. Fed Cup-deltagelse (damelandsholdet) og Davis Cup-aktiviteterne (herrelandsholdet) hører ligeledes under EliteCentret.
Turnering
Turneringsområdets udgangspunkt er at sikre, at der hvert år udbydes turneringer af høj kvalitet til spillere på alle niveauer - fra den let øvede motionist til elitespilleren, fra lokale turneringer til Danmarksmesterskaber og internationale turneringer.
DTF står bag turneringer for individuelle spillere og for holdturneringen på niveauet fra Danmarksserie og opefter, mens unionerne og klubberne arrangerer de individuelle turneringer og holdturneringen fra unionsserie og nedefter. Disse individuelle og pointgivende turneringer på henholdsvis Sommer og Vinter Tour'en, hører alle under DTF og giver ranglistepoint til licensspillerne efter et særligt pointtildelingssystem.
Har du som tennisspiller købt licens hos DTF, kommer du på tennisranglisten. Ranglisten med alle Danmarks licenshavende tennisspillere opdateres ugentligt.
Turneringsområdet varetager også uddannelse af Officials. Man kan uddanne sig til tennisdommer og til referee, det vil sige turneringsleder, - igen på forskellige niveauer, hvorfra man kan komme videre til en international uddannelse.
Vil du vide mere …
E-mail og en daglig opdateret hjemmeside er vigtige kommunikationskanaler. På DTF’s hjemmeside -
www.dtftennis.dk - kan du finde et væld af informationer om alle hovedområdernes aktiviteter, oplysninger om resultater, ranglister og turneringsterminer, om prof-listen, landshold og tennislegater. Faktisk er der mere end 1000 siders information på vores hjemmeside. På nettet bringer vi også alle nyheder inden for dansk tennis; de nationale højdepunkter og resultater, ligesom du kan følge de danske tennisnavne på internationale turneringsbaner. DTF udgiver i samarbejde med MagMedia 'TennisAvisen', otte gange om året. Avisen bringer artikler med nyt fra elite og uddannelse, særlige klubarrangementer og kommende turneringer. TennisAvisen kan du finde i din tennisklub.
Sådan kontakter du DTF:
Dansk Tennis Forbund
Idrættens Hus
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Tlf.: 43 26 26 60
(mandag-torsdag kl. 10-15 / fredag kl. 10-13)
Fax: 43 26 26 70
Email:
dtf@dtftennis.dk
Hjemmeside:
www.dtftennis.dk
Fyns Tennis Union:
Formand: Torben Brønner
Priorensgade 45 st., 5600 Faaborg
Tel: 6261 4625
E-mail: ftu@stofanet.dk
Hjemmeside: www.ftutennis.dk
Jyllands Tennis Union:
Formand: Peter Andresen
Sekretariat: JTU,
Øster Sundby Vej 53,
9000 Aalborg
Tel: 9813 5740
E-mail: info@jtu.dk
Hjemmeside: www.jtu.dk
Københavns Tennis Union:
Formand: Boris Michailoff
Rådmand Steins Allé 43, 2000 Frederiksberg
Tel: 3874 5931
Fax: 3874 5931
E-mail: ktu@get2net.dk
Hjemmeside: www.ktu.dk
Sjællands Tennis Union:
Formand: Willy Håkonsson
Sekretariat: Kurt Søndergaard, SLTU
Solrød Center 65, 1., Postbox 21, 2680 Solrød Strand
Tel: 5614 9599 (09.00 - 16.00)
Fax: 5614 9456
E-mail: post@sltu.dk
Hjemmeside: www.sltu.dk