Wozniacki faldt i finalen
14.09.2009
Trods en imponerende og prisværdig fight måtte Caroline Wozniacki bøje sig i US Open finalen. Den tidligere verdensetter Kim Clijsters viste sig at være en for stor mundfuld i de tidlige danske mandagsmorgentimer.
7-5, 6-3 i belgisk favør efter en underholdende match på højeste niveau.. En kamp som den aldrig opgivende dansker havde stor ære af. Med den allermest slidte kliche: Hun faldt med støvlerne på.
Dermed en kendsgerning, at Danmark fortsat har sin første Grand Slam vinder til gode. Legendariske Kurt Nielsen havde to muligheder i Wimbledon i 1950erne. Begge gange missede han, men ingen tvivl om, at Wozniacki vil få flere chancer. Gennem turneringen har hun vist, at hun er en af sportens kommende stjerner.
"Havde hun vundet, var det vel den største danske sportspræstation nogensinde,” lød det fra Dansk Tennis Forbunds formand Henrik Klitvad. ”Herfra skal der lyde et stort tillykke til, at hun nåede finalen.I 2006 vandt hun juniortitlen i Wimbledon, hvilket var et stort skridt for dansk tennis, men tænk at hun så allerede tre år efter når så langt. Det er imponerende. Hun er en værdig ambassadør for dansk idræt,” sagde formanden inden han hastede til dagens første interview. Live på DR kl. 07,00.
"For mange mennesker er en Grand Slam turnering vel lidt af en uklar størrelse ” sagde formanden inden finalen, ”men det kan kun sammenlignes med et verdensmesterskab. De seneste to uger har verdens absolut bedste spillere været samlet i New York. Og en dansker nåede finalen. Det er stort. Et stort rygklap til vores talentudvikling.”
Skidt dansk start, da Clijsters bryder til 2-0. En kvinde, der har oplevet et comeback af dimensioner, er ved at fuldende inden det rigtig er begyndt.. Den tidligere verdensetter kan fra baglinien skimte sin lille datter, der med barnepige og sut har plads i æreslogen. Samme lille skabning, der er årsagen til, at Clijsters har holdt en længere pause fra toptennis.
Woznicaki som de amerikanske medier har døbt ”Sunshine” svarer igen i et aftenmørkt New York, hvor den regn, der ellers har generet turneringen de seneste døgn, holder sig på afstand, og bryder – efter et langt parti – tilbage. Holder derefter sin serv til 2-2 og bryder til 3-2 !!!
Det begynder at ligne noget, da Wozniacki vinder sit fjerde parti i træk og kommer foran 4-2. ”Clijsters er frustreret,” lyder det ikke særligt overbevisende fra en tydelig nervøs Eurosport duo bestående af Lone Vandborg og Tine Scheuer Larsen og de damers bekymring viser sig at være velbegrundet, da Clijsters bryder tilbage til 4-4.
Fantastisk duel, da Wozniacki bryder til 5-4 – efter at have været bagud 40-0 – men desværre kan hun ikke holde sin serv, hvorfor der noteres flamsk udligning. Og trods to breakchancer i dansk favør holder belgieren sin serv. Sluttelig bryder hun Wozniacki og vinder sættet.
I andet sæt følges spillerne ad. Forsigtighed er i højsædet, nu.Men da Clijsters bryder til 4-2 begynder der at tegne sig et billede. Wozniacki fighter videre og har sine muligheder, men belgieren holder fast og kommer foran 5-2.
Cool Caro holder sin serv og kommer i næste parti foran 30-0, men længere er den ikke. Match og mesterskabsbold og den svigter belgieren ikke.
I nederlagets stund kan Wozniacki, der på dansk og polsk takkede "alle derhjemme" glæde sig over, at hun avancerede til ranglistens sjetteplads.