Fed Cup-holdet er landet

31.01.2010



Hvis godt begyndt vitterlig er halvt fuldendt, venter der Fed Cup-holdet en stor uge i Portugal. Spillerne, træner Kenneth Carlsen og kaptajn Maria Rasmussen havde nemlig ikke været samlet i mere end en halv time, førend sidstnævnte høstede stor anerkendelse i reklamestanden i Københavns Lufthavn.

Årsagen var kunsten i at slå tre ens terninger i første hug. Så nu har holdkaptajnen ingen undskyldninger for ikke at dufte som en million, idet præmien var dyr parfume i guldæske. Hele seancen dannede selvskrevet grobund for stor jubel blandt Malou Ejdesgaard, Mai Grage og Karina Ildor Jacobsgaard.
        
Flyveturen forløb deslige fint, selvom vintervejret i Danmark forsinkede processen en kende.
 
Ikke mindst træner Kenneth Carlsen er i hopla og spændt på udbyttet af tennisugen på den Iberiske Halvø. 
”Vi havde et par gode træningstimer med fokus på double inden afgang. Jeg fornemmer, der er en god stemning. Holdet er ikke påvirket af stress, og vi ser frem til at komme i gang med kampene onsdag,” siger Kenneth Carlsen.

Mandagen byder på træning fra kl. 13-15 og kl. 18-19, ligesom Caroline Wozniacki støder til truppen.