Pedersen pyntede
07.03.2010
I femte forsøg lykkedes det Danmark at sejre i en tenniskamp i Portugal. Manden bag det lille lys i Davis Cup-mørket, hed Martin Pedersen, som søndag overrumplede Leonardo Tavares med 7-5, 6-4. Kort forinden var Frederik Løchte Nielsen løbet ind i et unødvendigt tresæts-nederlag til Pedro Sousa.
Selvom Portugal – samlet set – vinder 4-1, havde 22-årige Martin Pedersen overskud til et smil efter den allersidste bold i Maia.
”Jeg beviste, at jeg stadig kan være med på Davis Cup-niveau. Og det hjælper en del på motivationen og selvtilliden,” siger Martin Pedersen, der i 2009 droslede ned for tennistilværelsen.
”Nu skal jeg have et pusterum og atter fokusere på mit studium. Men ingen tvivl. Jeg vil træne intensivt op til den næste Davis Cup-kamp til sommer. Det er god lir, og jeg elsker at være med på holdet,” siger Martin Pedersen.
Det næste Davis Cup-opgør med dansk deltagelse finder sted i starten af juli. Kaptajn Kenneth Carlsen og Co. skal en tur til Egypten i en direkte nedrykningsduel, hvor Europa/Afrika Group III bliver konsekvensen af et nederlag.
Frederik Løchte Nielsen ærgrer sig over nok en tur sydpå.
”Det gør situationen meget sværere, at det foregår på udebane. Det må vi se i øjnene. Når vi på forhånd troede, vi kunne matche Portugal i Portugal på grus, så tror vi da også på, vi kan tage Egypten i Egypten. Til den tid har jeg forhåbentlig også flere kampe og turneringer i benene,” siger Frederik Løchte Nielsen.
Portugal – Danmark 4-1
Rui Machado – Frederik Løchte Nielsen 4-6, 6-4, 6-0, 6-1
Frederico Gil – Martin Pedersen 6-2, 7-6 (7), 3-6, 6-3
Frederico Gil/Leonardo Tavares – Frederik Løchte Nielsen/Martin Pedersen 6-4,6-3, 6-1
Pedro Sousa – Frederik Løchte Nielsen 6-7 (3), 6-1, 6-1
Leonardo Tavares – Martin Pedersen 5-7, 4-6