Seniortennis
Print
Hold et begynderkursus for modne mennesker over 55 år
Dansk Tennis Forbund byder på en måneds kursusforløb for modne mennesker over 55 år, der har lyst til en sikker og grundig indføring i tennispillet, og som ønsker et fysisk og socialt aktivt liv, eksempelvis ved at lære at spille tennis og tage del i sportslige og sociale tennisarrangementer. Seniortenniskurset indeholder to timers træning to formiddage om ugen i en måned, hvor hver træningsformiddag bliver efterfulgt af et let traktement og mulighed for en snak med træneren, den klubansvarlige og for socialt samvær
Kik her og hør hvad andre mener om Seniortennis! Indslaget er produceret af DR Syd P4, journalist Thomas Bansø.
Træning tilpasset målgruppen
DTF har udarbejdet et vejledende træningsprogram, hvor undervisningen tager udgangspunkt i deltagernes fysiske formåen, ligesom DTF’s instruktører specielt er uddannede til seniortræning. Så uanset hvor høj en alder, alle er velkomne. Kurset indeholder opvarmning på tennisbanen, instruktion, mindre fælleskonkurrencer og afsluttende udstrækning. Ved siden af fornøjelsen ved tennisspillet opnår kursisten ved regelmæssig motion en forbedret muskelstyrke og ledbevægelighed og ikke mindst større fysisk og psykisk velvære.
Hvem gør hvad?
DTF kommer med tennisinstruktøreren, leverer ketchere, Prince-ketchere af god kvalitet, softbolde og bringer desuden t-shirts og caps til deltagerne og medhjælperne. Klubbens andel i arbejdet med kursusforløbet er at markedsføre projektet lokalt, det vil sige informere gennem Ældresagen, kommunen, lokale medier og ved mund til mund-metoden, og på den vis opnå det ønskede antal deltagere, det vil sige 14-20 deltagere per hold. Til dette PR-arbejde får klubben et antal foldere til uddeling. Klubben skal derudover levere bolde, finde én til to hjælpetrænere til at deltage i praktiske sager, og sørge for mad og drikke efter formiddagens træning. DTF foreslår at lade klubbens eksisterende trænere deltage i kursusforløbet og derved sikre en kontinuitet i klubbens fremtidige seniortræning. Klubben skal ligeledes udpege en klubansvarlig på seniorområdet.
Hvad koster det?
Klubben aflønner træneren for månedsforløbet, hvilket svarer til 4000 kr. Desuden betaler klubben trænerens kørselsudgifter(statens høje takst), dog max. kr.2000,-, idet DTF betaler udgifter til kørsel herudover. Deltagerne betaler 250 kr. i kursusafgift til DTF; det er klubben, der opkræver beløbet og derefter indbetaler til DTF. Nogle kommuner giver tilskud til kursusforløbet, - søg om midlerne, inden projektet begynder. Kurset fungerer rigtigt godt som medlemsrekruttering; DTF har erfaringer med, at næsten 100% af deltagerne på seniorkurset melder sig ind i tennisklubben efter forløbet.
Kontakt DTF for yderligere information.
Link til ofte stillede spørgsmål
Link til standardkontrakt for ulønnet medhjælper
Tilbage til top